Mød de ansatte hos Scanvaegt Systems
Klaus Hansen
Når vi har en teknisk udfordring med en skarp bagkant, så er Klaus Hansen mand for at løse den opgave.
Klaus er en af vores erfarne serviceteknikere i ScanCare Service Team i Region Syd. Herfra supporterer han vores kunder i hele Danmark - både ved installation af nyt udstyr samt eftersyn og reparation af eksisterende udstyr.
Klaus havde første arbejdsdag i 2016 som tekniker med ansvar for vedligehold og reparation af industrivægte. Men i kraft af flere års specifik erfaring med service på vægte til gummigeder, har han sidenhen specialiseret sig inden for vores mobile vejeløsninger til indbygning på frontlæssere, gaffeltrucks, teleskoplæssere, kranvægte og læssemaskiner.
I dag er han vores ekspert på Pfreundt mobilvejesystemer – her klarer Klaus både installation, reparation, kalibrering og support til kunderne, som han også kender fra sit tidligere job.
For Klaus betyder det meget kunne give kunderne en god service, som han forklarer her: ”Det er vigtigt for mig få installationen til at spille perfekt, så jeg kan overdrage en velfungerende løsning til kunden og se den gøre en positiv forskel for deres forretning”.
Klaus trives med tekniske udfordringer og foretrækker, at der sker noget nyt hver dag. Så han er en perfekt problemknuser at sende ud på de lidt svære opgaver. Han fortæller; ”Jeg kan godt li’ at være i gang, blive udfordret og lære noget nyt. I mit job er der aldrig 2 dage, der er ens – jeg kender ikke opgaverne i morgen, men det trives jeg rigtigt godt med”.
Sammen med sine kolleger klarer Klaus også større installationsopgaver – selvom de kan have en skarp bagkant, f.eks. når kundens produktion ikke må stå stille.
Han fortæller; ”Vi skulle installere 2 nye etiketteringslinier på én weekend hos en kunde, som ikke kunne stoppe produktionen i hverdagene. Så vi var et team på 5 teknikere, der mødte ind fredag eftermiddag, knoklede igennem hele weekend’en med kun 5 timers søvn og afsluttede installationen mandag morgen, hvor begge linier kørte perfekt og kunne tages i brug. Det var hårdt, men en fed oplevelse med et supergodt team-work, hvor alle bare gjorde en stor indsats for at komme i mål”, slutter Klaus med et smil.
Tobias Lundfald
Tobias Lundfald er Embedded Software Developer i Scanvaegts R&D software team, hvor han siden oktober 2012 har arbejdet med design, udvikling og implementering af vores softwareløsninger.
Tobias startede sin karriere i software-afdelingen for vores brovægtsløsninger, hvor han deltog i design af en stor applikation med programmeringssprog på højt niveau. Derfra fortsatte han i vores anden softwareafdeling for at hjælpe med færdiggørelsen af menusystemet til en af Scanvaegts vægtindikatorer.
Siden da har han været del af team’et, der designer nye checkweighers og dynamiske vejemaskiner – software såvel som hardware. For Tobias har det været interessant at være med i udvikling de komplette løsninger.
Tobias forklarer; ”At have direkte indflydelse på beslutninger og finde løsninger sammen med R&D-teamet er noget af det bedste ved at arbejde hos Scanvaegt. Den flade organisationsstruktur og den uformelle tone sammen med det tætte teamwork med andre afdelinger som mekanisk udvikling, support og produktionen gør mit job meget vekslende, hvilket jeg synes er spændende”.
Tobias’ job spænder bredt – fra udvikling med specifikationsdesign og implementering, vedligeholdelse inklusive fejlfinding og opdatering med efterspurgte funktioner samt opgavestyring.
At designe embedded software til at styre dynamiske vejesystemer kan give visse udfordringer, fordi vejeprocessen skal være præcis, hurtig, pålidelig og til tiden.
Tobias forklarer; ”Softwaren skal koordinere vejning af produkterne i bevægelse hen over vejetransportøren, samtidig med at den skal bortfiltrere støj fra transportbånd, motorer mv. Desuden skal softwaren styre algoritmer til at bestemme tildelingen af produktet efter vejning og ekspedition af produktet til container eller andet transportbånd”.
At analysere komplicerede problemstillinger, finde de bedste løsninger og designe software, der gør en forskel for kunderne, er det, Tobias brænder for. Han fortæller; "Når man - efter at have analyseret, udelukket og afprøvet ting - endelig får tingene til at falde på plads i en udviklingsfase, eller man finder kilden til en fejl, der har drillet længe... det er bare rigtigt fedt".
Michael Krone
Om sommeren kan vi altid høre, når Michael Krone ankommer til Scanvaegt – det fortæller lyden af hans toptrimmede Mazda MX 5 nemlig. Udover at trimme Mazda’en, så sørger Michael også for at trimme produkterne til vores kunder – han er nemlig en af vores dygtige Preparation Technicians og har ansvar for klargøring og check af udstyr til etikettering, metaldetektering og røntgen-kontrol fra bl.a. Espera, Honeywell, Espera, Digi og Loma samt Scanvaegts egne vægte og vejeudstyr.
Den 1. august 1982 – det var Michaels første arbejdsdag i Scanvaegt!
Så vi ser frem til at fejre ham og hans 40 års jubilæum i år. Siden han som ung københavner startede som servicetekniker i vores Esbjerg-afdeling, har han haft flere ansvarsområder. Han fortsatte sin karriere hos Scanvaegt i Århus med jobs inden for reparationsafdeling for printkort, teknisk support & kurser for både kunder og teknikere samt teknisk ansvar for produkter til detailsektoren.
For Michael er det en go’ dag på jobbet, når han får skippet produktet afsted til kunden. ”Det er dejligt, når man får afsluttet og leveret en ordre - lille som stor. Det er vigtigt for mig, at tingene er i orden og at vi holder en høj kvalitet hver gang. Så det er jo nok derfor, at jobbet i klargøringen passer mig så godt”, smiler han.
Efter knap 40 år i Scanvaegt går Michael stadig glad på arbejde. Han fortæller; ”Scanvaegt og jeg passer bare godt sammen. Alle årene været med ”frihed under ansvar” og jeg har også selv haft stor indflydelse på dagligdag og arbejdsopgaver. De gode kollegaer betyder også meget for jobglæden – jeg er heldigvis omgivet af gode kollegaer, hvor jeg har kendt nogen af dem i 30 år. De ved, hvor de kan finde en, der også husker de gamle produkter, og gerne deler sin viden. Omvendt er de også altid klar til at give mig en hånd med, hvis det kræves. Og så det, at de kan ta’ en frisk bemærkning og lidt gas, er vigtigt selv i en travl hverdag”.
Man oplever meget igennem så mange år – Michael har flere sjove og specielle oplevelser, fortæller han; ”Jeg har faktisk prøvet at blive ”kidnappet” af en kunde… jeg havde kun været ansat et par måneder og skulle reparere en vægt. Men, pga. af manglende oplysninger fra kunden, lykkedes det ikke at få vægten til at fungere igen. Det var kunden utilfreds med, så han låste mig inde i et skur sammen med en tlf.bog og en fastnet-tlf. med besked om, at jeg først ville komme ud, når jeg havde fundet en anden, der kunne reparere vægten! Heldigvis kom min daværende chef og reddede mig ud af skuret samme dag”, slutter Michael med et stort grin.
Ivan Mejlgaard
Med årtiers erfaring er Ivan Mejlgaard en yderst kompetent sparringspartner for vores detailkunder. Siden første arbejdsdag 1. maj 1984 har han varetaget salg til slagterbutikker, supermarkeder, købmandsbutikker, fiskehandlere, grønthandlere, smågrossister, gårdbutikker og flere andre.
Ivan brænder for selve salgsopgaven og kontakten med sine mange kunder. Og så er han stolt ved at præsentere Scanvaegts unikke produkter til kunderne og forklarer; ”Vi har et stærkt program med innovative butiksvægte, prismærkningssystemer og pakkemaskiner, som gør det muligt for os at give vores kunder den bedste løsning, der gør en forskel og skaber reel værdi for kunden.”.
Hans lange erfaring betyder, at kunderne har stor tillid til ham og kontakter ham for rådgivning. Ivan fortæller; ”En af mine kunder – en købmand - bad mig komme med det samme, da hans grøntmand havde købt en vægt, som købmanden var lidt i tvivl om. Så han bad om mit råd til, hvilken type vægt de burde anvende. De købte faktisk den vægt, jeg foreslog, og var så tilfredse med den, at den første vægt blev returneret”, smiler han og fortsætter; ”Den tillid, kunden viser mig, forpligter jo også – man skal altid ha’ respekt for kunden og rådgive dem så godt, man kan”.
En god dag for Ivan er, når han får løst kundens udfordring til deres tilfredshed – og selvfølgelig, når han får ordren med hjem. Men det er også vigtigt at varetage kundens interesser og bevare tillidsforholdet, så kunden ser ham som en rådgiver. Som sælger skal man være både selvkørende og disciplineret, men det trives Ivan med, som han forklarer her; ”Jeg fungerer godt med selv at tilrettelægge min arbejdsuge og planlægge møder med kunderne. Det er et job med frihed under ansvar, men jeg nyder jo at hjælpe mine kunder til at få løst deres udfordringer”.
Ivan er del af et godt sammentømret salgsteam, der arbejder tæt sammen med Scanvaegts landsdækkende service-afdeling, så selvom han arbejder som ”lone wolf”, så har han mange kolleger i firmaet, som han kan trække på. ”Vi har et godt team-work i Scanvaegt, hvor vi hjælper hinanden på tværs af afdelingerne og kan drøfte alle ting, det sætter jeg stor pris på”, fortæller han og slutter med et smil; ”Og så er vi også gode til at gi’ den gas med en hyggelig fest”.
Læse mere om Scanvaegts program til Detailhandlen her...
Haris Sadagic
Når hospitalerne på Sjælland skal være sikre på, at deres personvægte vejer korrekt, så ringer de til Haris Sadagic.
Haris er en af vores kompetente prøvemestre, som udfører egenkontrol og kalibrering af de vægte, som hospitalerne vejer patienter på for bl.a. at kunne dosere medicin og give den rette behandling ift. den individuelle patients vægt.
Og der er rigtigt mange vægte, som skal kontrolleres på de sjællandske hospitaler. Haris fortæller; ”Alene på Hvidovre hospital er der 180 personvægte og måske 50 babyvægte, mens der er ca. 100 vægte på Amager hospital. Og de er ikke altid nemme at finde – så nogle gange må jeg i gang med et større opsporingsarbejde. Men, det lykkes altid og vi får klaret alle egenkontrol-opgaverne”.
Under en egenkontrol foretager Haris en lang række afprøvninger af vægten, hvor han både vejer op og ned ad skalaen. Så der skal flyttes mange vægtlodder op på vægten. Haris medbringer selv godkendte vægtlodder med en samlet vægt på 200 kg - og ofte anvender han alle sammen til at lave egenkontrol på bare én vægt.
Så Haris behøver ikke at gå til fitness i sin fritid; "Jeg får jo motion på de lange hospitalsgange og stærke overarme af at løfte vægtlodderne, så jeg er også kommet i god form i jobbet som prøvemester,” siger han med et glimt i øjet.
Udover at assistere hospitalerne, så hjælper Haris også andre virksomheder med egenkontrol af vægte, bl.a. Haribo og Nestlé samt PostNord i Kastrup, hvor han afprøver 50 vægte, som alle er sporbart kalibreret iht godkendt procedure.
For Haris har det været en god dag på arbejde, når han har afsluttet de planlagte opgaver og kan forlade en tilfreds kunde. Han er glad at møde nye kunder på jobbet, selvom han lige skal forklare, hvad han laver; ”Når jeg kommer med alle mine vægtlodder, så er der ofte nogen, der undrer sig – men når jeg har fortalt om mit arbejde, så kan de godt se det”.
Han afslutter med et smil; ”Jeg trives i jobbet som Prøvemester i Scanvaegt, hvor jeg oplever stor fleksibilitet og selv tilrettelægger min arbejdsdag. Vi er et stort team af prøvemestre og teknikere, som hjælper hinanden”.
Ronni Jensen
Ronni Jensen er en af vores dygtige serviceteknikere med tæt på 20 års erfaring med at installere og vedligeholde vores løsninger til fødevareindustrien. Han blev del af ScanCare Service Team i 2001 og kan fejre sit jubilæum i november.
Ronni startede som en allround servicetekniker for vores kunder i fødevareindustrien, men har siden udviklet stor ekspertise inden for gradere og procesudstyr. I dag er han ansvarlig for de større installationsjobs hos vores kunder, uanset om det er i Norge, Canada, Grønland eller Polen.
Udover dette er Ronni også vores specialist-supporter på inspektionsudstyr som metaldetektorer og røntgensystemer.
Ronni er en af de robuste fyre, der foretrækker at have travlt; "Jeg vil hellere have 10 presserende job end bare sidde og vente på arbejde". Han får et kick ud af de tekniske udfordringer, som han kan rende ind i på et installationsjob - og sætter en ære i at løse dem alle en efter en og overdrage en vellykket installation til kunden.
Det er meget at have 140 dage ”på farten”, men Ronni trives med at rejse og de udfordrende jobs. At være væk på rejse giver også nogle ganske spændende oplevelser - f.eks. som at køre 80 km til og fra arbejde i Canada med kun sorte bjørne på vejen eller at nødlande med en helikopter i Grønland.
Selvom Ronni ofte arbejder alene, værdsætter han sine dygtige kolleger i serviceteamet; ”Jeg har nogle gode holdkammerater, som jeg altid kan ringe til og diskutere tekniske problemer - selv en lørdag eftermiddag. De hjælper altid med at finde den rigtige løsning ”.
”Den bedste del af mit job…. ? Udover tekniske udfordringer og en meget varieret arbejdsdag, er det at have friheden med ansvar i mit job. Ingen kigger mig over skulderen for at kontrollere mit arbejde, så længe jeg får arbejdet udført, ”siger Ronni med et smil.
Laila Winther
Scanvaegt Labels er Scanvaegt-koncernens eget etikettrykkeri, der producerer etiketter af høj kvalitet til kunder i detailsektoren, fødevareindustrien og andre industrier. På trykkeriet i Odense sørger vores produktionschef Laila Winther for, at alt kører problemfrit og at vores kunder modtager deres etiketter til tiden.
Laila har en bred vifte af opgaver og ansvar, herunder modtagelse af ordrer, kalkulation af priser til vores kunder, planlægning af produktionen og bestilling af materialerne til produktionen.
Hun startede sin karriere hos Scanvaegt i 1998 - først i en administrativ rolle, men tog efterhånden flere og flere opgaver, relateret til etiketproduktionen. For 17 år siden - i 2004 - tog hun så springet til produktionsleder og hun har ikke fortrudt sit valg; "Ingen dage er ens og det er med til at gøre jobbet alsidigt og sjovt," siger Laila.
Hun nyder den frihed med ansvar, som hun har i sit job. Som hun forklarer; ”Det er skønt at jeg ikke har en chef, der hele tiden kikker mig over skulderen og kontrollerer mit arbejde. Alle på Scanvaegt stoler på hinanden og vi ved, at vi alle gør vores allerbedste ”.
De fleste af etiketterne i Danmark går til detailsektoren, mens det i andre lande især er kunder i fødevareindustrien, der bruger de mange millioner etiketter, som Scanvaegt Labels producerer hvert år. Laila stortrives med at være i konkakt med så mange kunder – også fordi en enkelt e -mail kan ændre dagen fuldstændigt. Hun forklarer; ”Nogle dage, hvor vi kommer ind og går igennem nye ordrer, kan der være en enkelt ordre, der får os til at ændre hele planlægningen af arbejdsdagen. Men det er helt i orden med mig - jeg kan godt lide udfordringen og nyder at forsyne vores kunder med de rigtige etiketter, så de kan profilere deres produkter på den bedste måde”.
Mette Kretzmann
Når en kunde eller servicetekniker har brug for reservedele fra Scanvaegt, skal de bare kontakte Mette Kretzmann - hun er ”the go-to girl” og skipper reservedelene afsted med det samme.
Mette er vores ordrebehandler og styrer vores reservedelscenter i Aarhus, sammen med sine kolleger. Når hun modtager bestillinger fra kunder og teknikere, sørger hun for, at reservedelene sendes direkte fra vores lager hurtigst muligt. Folk kontakter hende fra hele verden, herunder de fem “Scanvaegt -lande”; Norge, Sverige, Tyskland, Polen og Danmark.
Mette har et bredt ansvarsområde - lige fra at besvare forespørgsler til at plukke ordrer og få dem sendt; "Jeg nyder, at dagene på Scanvaegt ikke er ens," siger hun.
Hun har været en del af Team Scanvaegt i næsten 10 år - først en periode fra 1995 til 1997 og så igen nu, hvor hun har været i Scanvaegt siden 2014. Det var også kollegaerne, der fik Mette til at vende tilbage; "Da jeg startede igen i 2014, kom jeg tilbage til en flok gode kolleger, som jeg havde savnet at arbejde sammen med," forklarer Mette.
Mette sætter en ære i at få alt til at ”falde i hak” til alles fordel; ”Den perfekte dag på arbejde for mig er, når jeg kan gøre kunder og mine servicekolleger glade ved at levere de reservedele, de har brug for til kritiske reparationer, så de kan holde det vigtige produktionsudstyr i gang," siger hun.
Med 10 års Scanvaegt-historie bag sig, er Mette ikke i tvivl, da hun blev spurgt, hvorfor Scanvaegt er et godt sted at arbejde; ”Jeg har nogle af de bedste kolleger i verden. Tonen på arbejdspladsen er let og jeg kan altid bede om hjælp, når jeg har brug for det, og det får jeg hver gang. Det – sammen med de afvekslende arbejdsdage - gør jobbet perfekt!”
Ole Levring
Ole Levring er vores Sales Manager for Brovægtsområdet i Jylland og har været en del af Team Scanvaegt i knap 7 år.
Oles primære opgave er at hjælpe kunderne til at løse deres udfordringer vha. de standardløsninger, som Scanvaegt har udviklet specifikt til de individuelle brancher, bl.a. miljøsektoren, grusgrave, genindvinding og renovationsbranchen.
Ole brænder især for at sørge for, at kunden får mærkbar forbedring i deres arbejdsopgaver i form af sparet arbejdstid, bedre indtjening og mere effektiv data-styring.
”En god dag på jobbet for mig er, når jeg er ude i marken hos kunderne og her kan præsentere for vores bredde produktsortiment og vise dem alle de muligheder, der er, til effektiv håndtering af deres arbejdsopgaver. Her kan jeg være del af processen fra start og til slut, og bidrage til at vores kunder får opfyldt deres behov og løst opgaven,” fortæller Ole.
Når Ole besøger kunderne i Jylland, er det vigtigt for ham, at han kan hjælpe kunderne bedst muligt og har muligheden for at optimere deres vejeflow.
”Jeg bliver motiveret af at kunne levere løsninger, der kan hjælpe kunden mest muligt ved bl.a. at minimere manuelt arbejde og automatisere kundens processer. Det er spændende at se, hvordan virksomheden forbedrer arbejdsopgaverne og opnår bedre styring, når vores vejeløsninger er implementeret i virksomheden,” siger Ole.
Efter 7 år i Scanvaegt ved Ole også, hvorfor han bliver ved med at møde glad på arbejde.
”Vi har en rigtig god intern sparring i salgsafdelingen, hvor vi hjælper hinanden til at blive bedre. Det gode samarbejde med vores Softwareudvikling omkring kundeprojekter, Projektafdelingen, Service og resten af Scanvaegt, gør at vi leverer gode, dedikerede løsninger til vores kunder” afslutter Ole.
Læs mere om Scanvaegts Brovægtsløsninger her....
Lone Lundø
Lone Lundø er servicekoordinater og teamleder for afdeling nord i Scanvaegt Danmark. Lone har været ved Scanvaegt i lidt mere end seks år.
Lone har det store forkromede overblik når det kommer til Scanvaegts store team af serviceteknikere. Når en kunde ringer ind og har brug for service, så står Lone for at få den helt rigtige tekniker ud. Lone dækker fra Skagen, til Djursland, ned til Skanderborg, over til Hvide Sande og op til Skagen igen, så teknikerne kan være spredt i landet. Det handler om at give kunden bedst mulig service ud fra de ressourcer der er til rådighed når kunden ringer.
”Det handler om at få det hele til at gå op i en højere enhed,” siger Lone, hvilket i høj grad sker i samarbejde med teknikerne. Hun synes at alle dage på arbejde er gode, for der er nemlig ikke én eneste dag, der ligner den foregående. ”Vi kan have planlagt hele dagen, og så får vi et opkald fra en kunde, og så må vi rykke rundt, og det er mit job at vi skal lykkedes med alle de ting på én dag. Det er for fedt,” fortæller Lone.
Det bedste for Lone ved at arbejde i Scanvaegt er den tiltro man deler til hinanden og at man har så meget kontakt med kollegerne og kunderne. ”Der er højt til loftet og vi har utrolig meget fleksibilitet og frihed. Man stoler på hinanden, og så er det jo fedt at snakke med så mange kunder og alle teknikerne.”
Læs mere om Scanvaegts Service & Support her....
Thomas Mikkelsen
Thomas er servicetekniker for industri-virksomheder i region syd i Danmark. Han har været ved Scanvaegt i 33 år, og startede i sin tid som tekniker for både detailhandlen og industri-området. Thomas hjælper alle Scanvaegts industrikunder med problemer, store som små.
Thomas’ arbejdsopgaver består i bl.a. at vedligeholde kundernes produktionsanlæg, så de undgår driftstop, som kan være meget dyrt. Derudover rykker han ud til akutte raparationer og sørger for, at kundens produktion hurtigt kommer i drift igen. Han har også ansvar for oplæring af operatørerne hos kunderne i brug af Scanvaegt-udstyr, så de får det optimale udbytte af maskinerne.
Thomas nyder når der er ekstra travlt på arbejdet og han har meget at se til. ”Jeg kan godt lide, når det haster lidt og når der stresses lidt. Men når man har været her i 33 år, så stresser man ikke så meget mere,” fortæller Thomas.
”Det er et kald at være servicetekniker. Enten så kan man eller også, så kan man ikke,” siger Thomas. Han fortæller, at det vigtigste for ham er kundekontakten. Når han er ude ved kunder, er det vigtigste for ham, at når han kører derfra, så er kunderne glade og tilfredse med den maskine, de har købt.
Det bedste ved at arbejde for Scanvaegt, er hvor forskellige dagene kan blive, fortæller Thomas. ”Vi ved aldrig hvad morgendagen bringer. En hel dag kan ændres på tre sekunder, og jeg har flere gange prøvet at, jeg lige pludselig skulle stå klar i lufthavnen for, at hjælpe en kunde med et presserende teknisk problem langt fra hvor jeg befandt mig,” siger han.
Jannie Erritsø Clausen
Jannie er vores nye Area Sales manager for Sjælland og Fyn, hvor hun sælger Scanvaegts butiksvægte, pakkemaskiner og prismærkningsanlæg. Siden oktober 2020 har Jannie været en del af holdet hos Scanvaegt.
Jannie fortæller, at hendes arbejde består i at besøge nye og tidligere kunder og hjælpe dem med at finde løsningerne der passer til deres behov. ”Måske ringer en tidligere kunde, som har nogle ældre Scanvaegt produkter, og det er blevet tid til en opgradering. Min opgave består så i at finde ud af, hvilke produkter de skal have, så de får mest muligt ud af deres Scanvaegt løsning.”
En væsentlig ting for Jannie er de gode kunde relationer, og med de mange positive tilkendegivelser er der rigtig mange positive dage på jobbet.
Jannie fortæller, at det gode ved at arbejde ved Scanvaegt er blandt andet produkterne. ”Der er mange gode ting ved at være en del af Scanvaegt. Vi har gode kolleger, vi har gode kunder og så har vi de bedste produkter. Det gør det en fornøjelse at være på arbejde.”
Læse mere om Scanvaegts program til Detailhandlen her...
Lars Dahl Sørensen
Lars har de sidste 31 år været en del af Scanvaegt Systems. Han startede karrieren som teknisk supporter og rykkede derfra til hvor han er i dag. Nemlig projektleder for industrien.
Lars er manden der i samarbejde med gode kollegaer får alle de nye løsninger til at fungere fuldstændig perfekt. Projekt teamet står nemlig for, at få noget Scanvaegt ikke har prøvet før, til at virke som det skal.
Lars fortæller om sit arbejde: ”Ikke én eneste dag er ens. Aftaler, vurderinger og beslutninger træffes internt såvel som eksternt, herefter skabes tidsplanen i samarbejde med kunden. Via denne proces sikre vi os, at alt bliver leveret til tiden og at det virker når det er installeret.”
Det som Lars går allermest op i, er at kunderne ikke skal begrænse deres ønsker til produkterne og at Scanvaegt samtidig kan levere de bedste løsninger og de løsninger, der giver mest mening.
De bedste dage hos Scanvaegt er der mange af for Lars.
”Hver eneste dag de sidste 31 år har været de bedste dage hos Scanvaegt,” fortæller han med et smil. Lars nyder at han aldrig helt ved hvad dagen bringer. For selvom han har en plan for dagens indhold så kommer der næsten altid uventede opgaver ind, som skal løses.
Geirr Franang
Geirr er vores specialist, når det handler om brovægte og integrerede vejesystemer til gummigeder til norske kunder.
Geirr har været ansat i Scanvaegt Systems siden 2017 og tager sig af flere forretningsområder i Norge.
Listen over hans ekspertise er ret omfattende; Geirr arbejder tæt sammen med sine kunder for at designe og tilbyde branchespecifikke, innovative løsninger til kunder i miljøsektoren, genbrugsindustrien, entreprenørbranchen, energisektoren, råstof-udvindingsbranchen og andre industrier.
Løsningerne er komplette løsninger, der også indeholder relaterede softwareløsninger.
Hans hovedmål er at effektivisere arbejdsopgaverne og samtidig øge fortjensten for kunderne, der befinder sig i områderne fra Vestfold, Bergen, Trøndelag, Nordland, Troms til Finnmark.
Geirr har et stort fokus på at sikre den rette løsning til kunderne. De bedste dage på Scanvaegt-kontoret er, når han leverer lige præcis det. "Jeg kan godt lide at have daglig kontakt med kunderne og kunne tilbyde løsninger og tjenester, der optimerer deres arbejdsprocesser og hjælper dem med at nå deres forretningsmål."
Ud over samarbejdet med sine kunder har Geirr en stor interesse for de softwareløsninger, Scanvaegt Systems tilbyder kunderne. "Jeg er meget interesseret i at bidrage til udviklingen af it-systemer og software, der er designet specielt til at håndtere job i de enkelte brancher."
Geirr er også meget tilfreds med de afvekslende opgaver i sit job. ”Scanvaegt Systems er en meget alsidig virksomhed, hvor jeg arbejder med meget varierede opgaver og spændende udfordringer inden for mange forskellige brancher."
Mikael Færch Thomsen
Mikael er Team Lead i SW afdelingen der udvikler ScanX.NET software – der er et moderne, intuitivt og skalerbart IT-system til registrering og administration af data fra brovægte. Mikaels arbejde er opdelt i 2 områder. Der er selve Team Lead funktionen med at lede et team af SW-udviklere og vælge hvilke opgaver der skal prioriteres. Dette involverer ligeledes at deltage i produktudviklingsmøder med Salg, hvor Product Road map for de kommende år fastlægges. Udviklingen af ScanX.NET er yderst markedsdrevet, hvor input fra sælgere, teknikere, kunder har stor vigtighed i definering af fremtidigt road map. Det er ligeledes Mikaels ansvar at fejlrettelser og ønsker til forbedringer bliver implementeret, hvilket administreres gennem Jira.
Den anden del af Mikaels job er selve det at kode. Mikal udtaler ”Jeg elsker simpelthen at kode – det er en kæmpe motivationsfaktor for mig at kunne skabe ting og få dem til at virke. At skrive kode har været en fast del af mit liv de sidste 30 år”. Derfor er det vigtigt for Mikael også at beholde den del af jobbet – og det er der heldigvis masser af mulighed for.
Mikael nyder at have begge aspekter af Softwareudvikling som en del at sit job. Han siger ”Det er spændende at få det lidt større billede af markedet og få større indblik i produktionen hos kunden og samtidig være med til at tage beslutningen om, hvilken retning softwareudviklingen skal tage.
Dagen for Mikael starter oftest med et kort morgenmøde med afdelingen, hvor der bliver fulgt op på fremdrift i de forskellige projekter, ansvar bliver fordelt og hvis Michael har ny viden fra kunderne og markedet bliver dette delt med afdelingen. Mikael udtaler ”Det er en super måde at starte dagen og fungerer godt at vi alle i afdelingen er afstemt med status på opgaverne”.
Brian Dahl
Brian sidder i en funktion som Application Specialist i udviklingsafdelingen, hvor hans opgave bl.a. er at opstille kravsspecifikationer på nye produkter i samarbejde med salg og udviklingsafdeling, udføre kvalitetskontrol og test, verificere at hardware og software er kompatible samt supportere salg og udvikling. Brian har ligeledes ansvaret for support på Scanvaegt’s egenudviklede automatiske vejeprodukter.
Brian startede sin karriere hos Scanvaegt Systems i 2002 som kørende servicetekniker tilknyttet Holstebroafdelingen. Efter 10 år rykkede han til Supportafdelingen på hovedkontoret, hvor han i en årrække som Support Manager har ydet support til mange kunder både i Danmark og i Scanvaegts datterselskaber i Sverige, Norge, Tyskland og Polen. Her bliver Brian til stadighed overrasket over hvor forskellige markederne er, selvom de geografisk er meget tæt på hinanden – fx er man i Sverige langt mere automatiseret i fødevareprocesproduktionen.
Det kræver fleksibilitet og omstillingsparathed at sidde i en stilling som Brians. Men Brian trives ved at være i en arbejdssituation hvor 2 dage ikke er ens og hvor han aldrig helt ved hvad dagen bringer. Brian motiveres i høj grad ved at få løst tekniske udfordringer hos kunden – også selv om det somme tider kan betyde lange arbejdsdage. Brian fortæller: ”Vi supportere er helt klar over, at for kunden er hvert minuts downtime ensbetydende med ekstra omkostninger. Derfor er det yderst tilfredsstillende hurtigt at få løst problemstillinger som samtidig måske hjælper kunden til at optimere på en arbejdsprocess. Det er også givende med selve kundekontakten og det fællesskab man skaber, når man sammen arbejder på at løse tekniske udfordringer. Så handler ens arbejde ikke blot om maskiner - men lige så meget menneskelige relationer der gør en forskel”. Brian synes det er spændende med den nyudvikling han konstant oplever hos kunderne – som hele tiden gør tiltag til at automatisere processer. Det er viden om disse tendenser at Brian i sit job som Application Specialist bidrager med, når kravsspecifikationer til nye produkter opstilles.
Om sit job hos Scanvaegt fortæller Brian: ”Det er dejligt at arbejde i en virksomhed hvor der er gode mulige for personlig udvikling. Så længe man selv griber de muligheder der kommer forbi én – så er der villighed i organisationen for at lade medarbejder få nye ansvarsområder”.