NVF Renovation: Effektiv ruteplanlægning med bonus
NVF Renovation i Lemvig koncentrerer sig om kommunal affaldstømning. En af de mere specielle ordrer er tømning af nedgravede affaldsbeholdere for boligforeninger. Til den opgave anvender vognmandsfirmaet lastbiler med kraner.
Lemvig Beton har en stor vognmandsforretning, som bl.a. tæller afdelingen NVF Renovation, der kører for affaldsselskabet Nomi4S i Holstebro. Det drejer sig om dagrenovation fra private husstande, som skal sortere affaldet i ti forskellige fraktioner.
Renovationsflåden består af 15 komprimatorlastbiler og fire kranbiler, som bl.a. kører i Skive, Holstebro, Struer og Lemvig kommuner.
De 15 lastbiler tømmer dagrenovationslignende affald, samt glas, metal, pap/papir og plast/MDK. De fire kranbiler tager sig af tømning af molokker – nedgravede beholdere – som typisk er placeret i affaldsøer i boligforeninger. Kranen er udstyret med en integreret Scanvaegt-vægt, som vejer de store sækkelignende anordninger, der ligger nede i den tre eller fem kubikmeter store beholder. Nogle molokker er opdelt med to rum. I toppen er molokken forsynet med kroge, som kranen får fat i og løfter sækken op og vejer den, inden sækkens indhold bliver tømt ud i det åbne lastvognlad.
Automatisk indberetning og nøjagtigt afregningsgrundlag
Data om vægt og fraktion bliver automatisk sendt videre til kommunen, som i samme moment modtager data, som viser det nøjagtige afregningsgrundlag. Det foregår i systemet Evolution, som Scanvaegt/Botek står bag.
De nedgravede beholdere bliver tømt i en fast ordning efter aftale – tømningshyppighed er forskellig fra fraktion til fraktion – men boligforeningen kan naturligvis bestille ekstratømninger efter behov. Senere ved modtageranlægget/forbrændingen bliver affaldsmængden vejet igen, og en evt. difference fra kranvægtens data må max. være på fem procent.
”Det er en kæmpe fordel for os, at indberetning af affaldsmængder sker automatisk. Ellers skulle vi sidde og taste disse data ind manuelt. Her sparer vi en masse arbejdstimer og besvær, og systemet fungerer rigtig godt og er nemt at arbejde med,” siger afdelingsleder Morten Berthelsen fra Lemvig Beton.
Han kan tydeligt se en tendens i, at flere og flere boligforeninger skifter til molok-løsningen.
”Fordelen for en boligforening er, at affaldet straks forsvinder ned i molokken, og at området ved affaldsøen ser pænere ud, end dengang der måske stod 30 containere. Molok-løsningen kræver mindre arealplads, og derudover er der stort set ingen lugtgener,” forklarer Morten Berthelsen.
NVF Renovation tester lige nu en komprimeringslastvogn med kran og delvis åbent lad for at finde ud af, om den kombination er lønsom.
Ruteoptimeringssystem sparer tid og brændstof
Det er også Evolution, NVF Renovation bruger til automatisk ruteplanlægning. Samtlige tømningsadresser har GPS-koordinater, så kontoret grafisk kan følge med i, hvor langt den enkelte renovationslastbil eller lastvognskran er kommet med de daglige opgaver. Når beholderen er tømt, skifter punkt med tømningsadresse farve fra grå til grøn på chaufførens tablet og skærm hjemme på kontoret. Glemmer medarbejderen at tømme en beholder, bliver punktet automatisk rødt (adressen står på tablet/skærm), når skraldebilen forlader området.
”Vi sparer rigtig mange timer på ruteoptimering ved at have Evolution. Bliver der bestilt en ekstra tømning – også i 11. time – bliver denne info tastet ind i systemet, og så kan chaufføren på sin tablet straks se adressen på den ekstra tømning. Han kan se både liste med tømningsadresser og geografisk kort. Systemet gør det også nemt f.eks. at flytte en vej med tømningsadresser fra den ene chaufførs rute til den anden chaufførs rute,” siger Morten Berthelsen.
Han ridser op, at systemet forbedrer forretningen på tre områder: antal tømninger pr. dag, optimering af ruterne, som resulterer i et lavere tidsforbrug og brændstofforbrug samt optimering af de fraktioner, der skal tømmes.
”Rent geografisk sikrer Evolution os optimal ruteplanlægning. Det betyder, at vi er effektive og nøjagtige i vores arbejde, men også at vi har fuldstændig kontrol over udførte opgaver pr. rute, hvilket igen sikrer os en meget lav fejlprocent og fuld dokumentation på vores tømninger,” siger Morten Berthelsen.
Har du spørgsmål eller vil du gerne ringes op?
Send os en mail - vi kan hjælpe dig videre